Området er omgivet af eksisterende beplantning og etablerede træer, som danner en grøn ramme omkring det nye byggeri. En ny villa opføres med fokus på arkitektonisk iscenesættelse og funktionel planløsning. Ankomsten markeres med en integreret carport og en let pergola, der tilsammen skaber en imødekommende overgang til boligen. Villaens nordfacade er lukket og skærmet, mens facaden mod syd åbner sig op mod haven og dagslyset. I den østlige del placeres en privat masterafdeling med eget badeværelse og adgang til et afskærmet uderum med udendørs bruser – en glidende overgang mellem inde og ude.
